Tyskland/Østrig/Italien - fredag den 04. april 2014
Trieste (Italien)
Ørepropperne har holdt larmen fra solcelleanlægget ude og Marie sover fint fra det hele, så vi vågner op nogenlunde veludhvilet. Selv om vi har ligget tæt på en motorvej, så har det været roligt.
Vi går ombord i noget, der ligner det sidste danske franskbrød. Det har holdt sig godt i næsten en uge – måske en anelse sejt her til sidst, men hva fa’en – det er jo campingtur og efter en overnatning på en rasteplads, går alt vel an…
Så går det atter mod syd og i stedet for at stile direkte mod Lidoen og Venedig, vælger vi at køre mod Trieste, en havneby i noget nær det østligste Italien på en tynd strækning, der er helt omsluttet af Slovenien. Kigger man på landkortet, virker det helt urimeligt, at Italien skal have sådan en tange ind i Slovenien.
I Italien når vi en betalingsmotorvej, hvor vi har lidt svært ved at finde ud af, at man ikke skal betale, når man kører ind – men når man forlader motorvejen. Men med lidt møje og besvær får vi en billet ud af automaten og så er der fri passage på en flot (nyasfalteret) motorvej, hvor vi har god plads – på trods af morgentrafikken.
De første timer kører vi i Alperne og i lang tid går det nedad. Det er lidt svært at begribe, at vi har været så langt oppe i bjergene, men det går ned ad bakke og gennem rigtig mange tuneller. Jeg læser Inferno for højt og får hurtigt et system med en lille lampe, jeg kan tænde, hver gang vi kører ind i en tunnel, så læsningen ikke afbrydes af et hul i klipperne.
Pludselig flader landskabet ud og jeg ligger med sikkerhed lampen i handskerummet. Jeg læser og læser – i håb om at bogens hovedpersoner kommer til Venedig før os – så vi kan få lidt insiderviden om byen, før vi kommer. Men de bliver ved med at nosse rundt i Firenze, så håbet forsvinder efterhånden som vi nærmer os Venedig.
Men først Triense…
Det sidste stykke af vejen til byen bliver vi ledt ned til en kystrute, der er rigtig flot. Her kører vi ad snoede veje og gennem små huller i klipperne mens vi bevæger os ned mod havoverfladen og selve Trieste, en by med ca. 200.000 indbyggere. Vi finder en parkeringsplads ved havnen og jeg hælder alle mine mønter i en parkeringsautomat med det resultat, at vi må holde der i 3 timer.
Så hanker vores lokale guide Marie op i et intermistisk kort og leder os rundt i byen. En rigtig hyggelig by med en masse flotte gamle bygninger. Det kan de Italienere altså. De har bygget nogle utrolig huse og jeg forstår godt, at mange turister falder for byerne. De har en charme, som mange andre byer vil misunde dem. Vi når hurtigt frem til et lille intermistisk marked, der ikke er meget større end vores lokale på A
eltorv i Fredericia. Her er lige det mest nødvendige. En ældre herre får overtalt Marie til at smage på noget ”biodynamisk” – læs: økologisk – olivenolie. Han snakker løs på italiensk, selv om han hurtigt har fundet ud af, at vi ikke fatter en brik. Hans priser ser fornuftige ud, så vi køber en flaske. Jeg bliver også lidt forelsket i hans chilie-olie, selv om jeg ikke har smagt den. Den viser sig bare, at koste noget mere end den almindelige. Det finder vi selvfølgelig først ud af, da vi skal betale for den…
Vi vimser lidt rundt i byen og forsøger at finde op på en høj mur, hvorfra der skulle være en fin udsigt over byen. Til sidst lykkes det vist også at finde derop men det koster et eller andet og de forventer, at man samtidig går gennem et større museum. Det orker vi ikke, så vi går nedad igen mod byen og finder trods alt et par steder med fin udsigt.
I bykernen får vi den sidste time til at gå, før vores parkeringsbillet udløber, og så forlader vi byen med kurs mod Venedig. Hver gang vi indstiller GPS’en i Italien, forkynder den, at der er betalingsveje på ruten. I dag vælger vi dem fra. Så får vi se, hvad den finder til os.
Først kører vi bag ud af Trieste og bliver sendt i en stor bue udenom byen og op i bjergene bag byen med en flot udsigt ned over byen. Snart er vi på motorvej og kort tid efter vi har forladt byen, får vi mulighed for at dreje fra mod Slovenien – jo, vi er tæt på!
Godt ude af byen, gør vi holdt ved en rasteplads, for at få lidt frokost. Det består af flutes med olivenolie, et par gode oste og friske tomater med masser af smag. Jo, jo, nu er vi syd for alperne!
Så har vi energi til at fortsætte turen og vi beslutter at køre til Lidoen og tjekke ind på en campingplads med det samme. Vi havde egentlig snakket om at køre ud af Trieste og finde en campingplads, men dagen var stadig ung, så…
Undervejs på turen kæmper i med at få telefonisk forbindelse med vores autocamper forhandler i Allingåbro. Vi er trætte af, at kontrolenheden til solcellerne bliver ved med at give advarselslyd fra sig. Efter adskillige opkald, får vi fat i sælgeren og han kan ikke lige huske vores bil og har derfor svær ved at hjælpe. Men vi når dog at få med, at det er en god ide, at få sluttet bilen til noget strøm og i nødstilfælde kan vi koble strømmen fra solcellerne.
Idet vi har valgt betalingsvejene fra, bliver vi sendt ind gennem en masse små byer på små veje – og med et hav af rundkørsler. Jeg får gjort et indhug i Inferno bogen men Robert Langdon og hans unge sygeplejerske bliver ved med at jage rundt i Firenze…
Efter en rum tid, gør Marie pludselig holdt i en lille by. Hun har fået øje på en grønthandler, som hun lige må tjekke ud. Her sælger de vin i litermål. Du kommer garanteret bare med din egen dunk og får tanket op. Du kan også købe dunkene… Det sjove er, at langt de fleste af vinene er spanske. Kun en enkelt er lokal. I et nærliggende supermarked, får vi provianteret lidt og det bliver også til en liter lokal vin på pap.
Så er det tid til sidste etape mod Lidoen og en campingplads ved Cavallino, hvor vi kan bruge vores rabatkort. GPS’en finder frem til pladsen og efter en hel del registreringer, er vi tjekket ind på en plads helt tæt på stranden. Bølgerne er kraftige og lader intet tilbage i forhold til Vesterhavet. Så vi har en konstant susen fra bølgerne, selv om det både er lunt og uden vind.
Til gengæld har vi fået lidt regn i løbet af dagen. Ikke meget, men dog det første på turen.
Efter en inspektion af pladsen, hvor kun en del er åben i øjeblikket, får Marie produceret en god gang aftensmad med fyldte pastaer, kålpølser, et arsenal af sennepper og et lokalt glas rødvin. Uha, hvor smager det dejligt (maden altså).
Mens vi spiser, kommer der stadig nye gæster til – alt imens det bliver mørkt. Vi når ikke meget længere en kl. 21, før trætheden overmander os og vi kravler i seng.
